Er der farligt på sicilien

Geografiske forhold og klimatiske træk. Det mest iøjnefaldende landskabselement på øen er vulkanen Etna tæt ved Catania, som udgør Siciliens højeste punkt. En anden markant top befinder sig i nærheden af ruten mellem Isnello og Polizzi Generosa i Palermo-regionen. Mod syd og i det bagvedliggende terræn ved Catania findes flade lavlandsområder.

Ved Rometta kan man betragte kysten mod det Tyrrhenske Hav i skumringen. Salso-floden munder efter sit forløb ud i havet ved Licata. Udspringet for den lange Simeto-flod findes i Monti Nebrodi, og dens udløb er placeret syd for Catania. Andre væsentlige vandløb tæller Platani på 84 kilometer samt Belice på 77 kilometer i den vestlige del af landskabet.

Rocca di Salvatesta hæver sig ligeledes som en markant top i terrænet. Den eneste sø af naturlig oprindelse er den cirkelrunde Lago di Pergusa midt på øen, som er skabt af vulkansk aktivitet. Blandt de talrige kunstige søer er Lago Pozzillo den største. Den sicilianske kyststrækning har en samlet omkreds på omtrent tusind kilometer. Mod nord og øst rejser landmasset sig stejlt fra havoverfladen.

Denne klippefyldte kystlinje afbrydes jævnligt af bugter med hvide sandstrande. Mod syd findes fladere terræn og længere passager med sandstrand. Nord for kysten er de Æoliske Øer beliggende. I den nordvestlige retning ud for hovedøen finder man Ustica. Ved Siciliens vestligste punkt ligger de Ægadiske Øer. Mellem den sydlige kyst og Tunesien er Pantelleria og de Pelagiske øer placeret.

Vejret er præget af et typisk middelhavsklima med varme, tørre sommerperioder og milde, fugtige vintre. Ved kysterne ligger gennemsnitstemperaturen på cirka 26 grader, mens den om vinteren er omkring 10 grader. På den sydlige del kan ørkenvinden Scirocco fra Sahara medføre temperaturer på over 40 grader. I øens indre er det generelt køligere end ved kysterne, med et snit på 19 grader om sommeren og 5 grader om vinteren.

I de høje bjergområder over to kilometer forekommer der ofte sne. Fra maj til september er der næsten ingen nedbør udover enkelte korte byger. Den største mængde regn falder mellem oktober og februar. De nordlige bjerge modtager mere vand end de sydlige egne. Blandt kystbyerne er Messina den mest nedbørsrige.

Derimod falder der mindst regn i Catania, som ligger i læ bag Etna. Geologisk sammensætning. Bjergkæden Monti Peloritani fungerer som en forlængelse af Aspromonte-massivet i det sydlige Italien og består af glimmerskifer og gnejs. Monti Nebrodi er dannet af sandsten og lerskifer, mens Monti Madonie-kæden er opbygget af kalksten og sandsten.

I de centrale og sydlige dele af øen er jorden domineret af mergel og ler. Sicilien er placeret oven på både den eurasiske og den afrikanske kontinentalplade. Kontaktfladerne mellem disse plader løber tværs over øen. Ved disse berøringszoner opstår der ofte spændinger, som kan udløse voldsomme jordskælv, hvilket især rammer den sydlige del af øen.

Den østlige side er en del af en vulkansk aktiv zone, der strækker sig fra de Æoliske Øer over Etna og Monti Iblei videre mod Malta. Desuden er øerne Ustica og Pantelleria af vulkansk oprindelse. Økonomiske forhold og erhvervsliv. Det er muligt at dyrke skisport på vulkanen Etna. I to årtusinder har Sicilien været blandt Italiens mest betydningsfulde producenter af korn, ligesom der her fremstilles vin og oliven.

Den væsentligste indtægtskilde for øens beboere er serviceerhvervene, herunder særligt turismen. Syv ud af ti job findes inden for denne sektor. Det milde vejr giver optimale vilkår for landbrugsproduktion, som indtager en mere central rolle her end i det nordlige Italien. Sammenlignet med resten af nationen har øens industri en mindre betydning. Infrastruktur og transportmuligheder.

Øen råder over et omfattende net af motorveje og jernbanestrækninger, som administreres af det nationale italienske selskab Trenitalia. Der findes to store internationale lufthavne: Falcone-Borsellino og Catania-Fontanarossa. Derudover er der en mindre flyveplads i nærheden af Trapani.