Den forsvundne fuldmægtig resume
For at indsende bemærkninger, bedes du enten logge ind eller oprette en profil. Visse bøger, læst i ungdommens år, fæstner sig uudsletteligt i erindringen. Hans Scherfigs værk "Den forsvundne fuldmægtig" udgør et sådant eksempel for undertegnede. Jeg beundrede - og beundrer fortsat - hans skarpe kritik af småborgerligheden og den borgerlige livsstil. Det parcelhus-Danmark, som mange af os er vokset op i, adskiller sig måske en del fra Theodor Amsteds københavnske miljø - og alligevel finder man lighedspunkter.
Amsted - denne ejendommelige, men påfaldende gennemsnitlige skikkelse, ansat i Krigsministeriet (et pragtfuldt navnevalg for en institution), springer over revnerne i fortovet på vej hjem fra sin gerning. Denne vane gentager han ufortrødent hver eneste dag. Den roman, Scherfig her frembragte, er ingen omfangsrig bedrift. Den fremstår formentlig heller ikke som særligt intellektuelt kompleks.
Til gengæld er den propfuld af underfundig ironi og mesterlig samfundssatire. Scherfig formår at nedtone sine budskaber i værket, hvilket bidrager til en behagelig læseoplevelse. Hovedkarakteren Theodor Amsted er en beskeden person, der brændende ønsker sig frihed. Inden for ministeriets vægge hersker stramme retningslinjer og ensformige procedurer. I hjemmet møder han sin dominerende hustru og en søn, der skal opføre sig velopdragent ved spisebordet.
En skæbnesvanger dag iscenesætter Theodor Amsted en spektakulær forsvinden. En tidligere skolekammerat, den desillusionerede Michael Mogensen, omkommer ved en eksplosion på Amager Fælled, og Amsted arrangerer det, så det ser ud som om, han selv er offeret. Amsted søger tilflugt under en ny identitet og med forvandlet ydre i Tisvildeleje, hvor han indsamler sommerfugle og haletudser i beholdere og endda udvikler romantiske følelser for en kvinde - naturligvis på et rent åndeligt plan.
Tilværelsen i frihed er imidlertid et ideal, den småborgerlige mand attrår fra sit indre fangenskab - men som han frygter, når den nærmer sig for meget. Dette er småborgerens vedvarende eksistentielle dilemma, der næppe udelukkende kan forklares med uddannelse, opdragelse og samfundsmæssige strukturer, hvilket Scherfig uheldigvis simplificerer det til. På dette punkt savner hans fiktive værk en dybere dimension.
Det etablerede samfund indfanger de fleste af os på et eller andet tidspunkt i livet. Dette gælder også Theodor Amsted, der en dag anklages for drab og for at have bedraget sig til en livsforsikringsudbetaling. Amsted ender bag tremmer, hvor han genfinder den indre fred og struktur, friheden tidligere havde berøvet ham. Her, i Vestre Fængsel, hvor han fornøjet og rutinemæssigt limer papirsposer sammen, oplever den småborgerlige Amsted en følelse af lykke, tilfredshed og sin egen velsignede sindsro.
En hentydning til det vanedyr, der formodentlig lurer i de fleste af os - på et eller andet plan. Og som Hans Scherfig bemærker på romanens afsluttende sider, angående Amsteds medindsatte i Vestre Fængsel: "Ikke alle indsatte udviser samme tilfredshed som Theodor Amsted. De er rastløse individer. De mangler hans fine dannelse.
De er ikke over en lang årrække blevet trænet til denne tilværelse. De har ikke haft fornøjelsen af hans skolegang. De besad for megen forestillingsevne. De er i disharmoni og afviger fra det borgerlige. " Men hvilke tanker har Scherfig da ikke igangsat? Med jævne mellemrum berettes der om familiefædre, der uventet forsvinder sporløst!
Hans Scherfig: Den forsvundne fuldmægtig, udgivet af Gyldendal.