Den der lever stille lever godt

Tilbage i Dansk Folkepartis tidlige dage var de folkevalgte ekstremt opsatte på at udbrede deres budskaber, hvilket betød, at de indtog Christiansborg hver gang kollegerne holdt fri, for at profitere af den øgede mediedækning i feriesæsonen. Dette billede har ændret sig radikalt i dag. Det fremstår faktisk en kende mærkværdigt, hvor tilbagetrukket landets næststørste parlamentariske gruppe agerer - på trods af deres 37 mandater og centrale placering i det magtpolitiske spil.

Gennem hele processen med at danne regering samt i Venstre-regeringens spæde start har DF valgt en lavmælt tilgang, som har overladt rampelyset til de øvrige partier. Deres fremgangsmåde i de transmitterede debatter var åbenlys. Kristian Thulesen Dahl påtog sig rollen som den noble og velopdragne statsmand, alt imens Thorning og Løkke var optaget af deres indbyrdes stridigheder.

Der blev rutinemæssigt udvekslet venlige smil og håndtryk, og taletiden blev primært reserveret til kontante udmeldinger, når emnet faldt på migrationspolitik. For at imødekomme de mange nye vælgere, der tilslutter sig partiet, har man iværksat en transformation mod en mere moderat og mindre provokerende kommunikationsform. Det er kun på udlændingeområdet, at man fortsat taler med store bogstaver.

Det er umuligt at promovere firmaer, som benytter sig af social dumping, ligesom man ikke kan rette hårde angreb mod de offentligt ansatte. En sådan adfærd ville nemlig støde en stor del af de nye vælgersegmenter bort. Ligeledes tolereres der ikke længere kontroversielle eller bizarre udtalelser fra baglandets mindre kendte medlemmer.

Sådanne hændelser ville underminere partiets overordnede troværdighed. Der er heller ingen grund til, at DF skulle løbe en risiko ved at lade uerfarne kandidater optræde i smalle programmer med begrænset seertal. Faren for at begå fejl, som potentielt kunne gå viralt og dominere nyhedsfladen, oversteg langt den beskedne merværdi ved at deltage. I tæt parløb med Alternativets repræsentanter råder DF i dag over en af de mest anonyme folketingsgrupper.

Partiet læner sig primært op ad Kristian Thulesen Dahl og den øvrige ledelse, som er garanter for en præcis og driftsikker kommunikation. I en æra præget af historisk høj politikerlede er det en uvurderlig fordel at råde over personer, som vælgerne anser for værende både kompetente og pålidelige. Denne styrke skal naturligvis udnyttes til det yderste. Desuden er denne mediestrategi logisk, når man tager den markante vækst i dækningen af politiske emner i betragtning.

Det handler i højere grad om at appellere til vælgernes emotionelle overbevisning frem for at blande sig i enhver lille sag i det daglige nyhedsbillede. Mange parlamentarikere er så forhippede på skærmtid, at de mister blikket for den overordnede fortælling, de bør repræsentere i offentligheden. Den politiske hverdag på Borgen er endnu ikke for alvor gået i gear.

Når forhandlinger, afstemninger og benhårde prioriteringer bliver hverdag, tvinges DF til at tone rent flag, og de forskellige ordførere vil uundgåeligt blive trukket ind i mediernes søgelys inden for deres respektive felter. Det bliver vanskeligt at navigere udenom og skjule sig i de mere kontroversielle sager. Der findes en naturlig grænse for, hvor meget man kan distancere sig fra den statsminister, man selv har givet sin støtte.

Af den grund vil DF sandsynligvis vælge deres konfrontationer med Venstre-regeringen med stor omhu. Samtidig står politiske modstandere på begge fløje klar til at præsentere deres egne fortolkninger af, hvad Dansk Folkepartis brand reelt dækker over. En stærk politisk identitet kræver nemlig vedvarende vedligeholdelse og pleje.