Adam og evas tredje søn i bibelen

Del via e-mail. Navnet Adam bærer betydningen menneskehed. Her optræder Adam som det første mandlige væsen, mens Eva anses for at være stammoder til alle mennesker. I overensstemmelse med de bibelske skrifter udgør de det oprindelige par, der blev bragt til verden. Beretningen om Adam og Eva har to dimensioner: På den ene side fokuserer den på de to personers faktiske tilværelse, deres livsforløb og deres afkom.

På den anden side repræsenterer deres historie i både kristen og jødisk tradition på sin vis alle menneskers fælles livsfortælling. To fortællinger om verdens tilblivelse. Der eksisterer to forskellige skabelsesberetninger i Bibelen. I den indledende beskrivelse i Første Mosebogs første kapitel fremgår det, at Gud dannede mennesket i sin egen lighed som både mand og kvinde. Her får mennesket til opgave at forvalte og herske over hele skaberværket.

Den sekundære fortælling om skabelsen i Første Mosebogs andet kapitel giver os yderligere indsigt. Her former Gud Adam ud af jordens støv og blæser sin livgivende ånde ind i hans næsebor, så han transformeres til et levende væsen. Efterfølgende vurderer Gud, at det ikke er hensigtsmæssigt for Adam, eller mennesket generelt, at være alene, hvorfor han frembringer alle dyrene.

Han erkender dog hurtigt, at Adam har brug for en ligeværdig partner ved sin side. Derfor skaber han en kvinde, Eva, ud fra et af Adams egne ribben. Det er en central pointe i kristendommen, som blandt andet har rødder i denne beretning, at mennesket i sin helhed er Guds gode værk. Den materielle krop betragtes ikke som et fængsel, man skal forsøge at undslippe for udelukkende at hellige sig det åndelige.

Yderligere detaljer om skabelsesberetningerne kan findes her. De nyder en uformel relation til deres skaber og fører daglige samtaler med ham ansigt til ansigt. Tilværelsen i Paradis er således vidunderlig og uden andre begrænsninger, end at der findes et enkelt træ i haven, hvis frugt de er forment adgang til. Det drejer sig om kundskabens træ, og den, der indtager dets frugt, vil opnå evnen til at skelne mellem godt og ondt.

En slange i Paradis får dog overbevist Eva om at smage på frugten, hvorefter hun også giver den til Adam. Forvisningen fra Paradis. Da overtrædelsen er sket, indser de pludselig deres egen nøgenhed og forsøger at skjule sig for Gud. Gud bortviser dem fra Paradiset og skildrer, hvordan deres tilværelse vil forme sig fremover: De skal slide hårdt for at skaffe føden, og kvinden skal bringe børn til verden under store smerter.

Dette udgør både en del af Adam og Evas personlige historie og en del af hele menneskehedens kollektive fortælling - for sådan er vilkårene for at være menneske. Eksistensen i den ydre verden. Da Adam og Eva bliver bortvist fra Edens Have, tager livet i den virkelige verden sin begyndelse, og de får sønnerne Kain og Abel samt efternøleren Set. Hver gang Eva har født, udtrykker hun sin taknemmelighed over for Gud.

Adam og Eva føler således ikke, at Gud har vendt dem ryggen, selvom de ikke længere lever sammen med ham i Edens Have. Arvesynden og mennesket som Guds afbillede. At Adam og Eva blev forvist fra Paradiset, er blevet tolket på flere forskellige måder. Inden for kristendommen har det blandt andet ført til doktrinen om arvesynden. Det indebærer, at den synd, som Adam og Eva begik ved at lytte til slangen frem for Gud, er blevet overført til alle mennesker, der sidenhen er født på jorden - naturligvis med undtagelse af Jesus.

Omvendt er det også et meget væsentligt aspekt, at mennesket er formet i Guds billede. Ethvert menneske betragtes derfor i kristen optik som en unik skabning, der er langt mere værd end summen af sine fejltrin. Gud frembringer manden og kvinden. Gud proklamerede: Lad os skabe mennesker i vores billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der bevæger sig på jorden.

Og Gud velsignede dem og sagde til dem: Vær frugtbare og mangfoldiggør jer, befolke jorden og gør jer til herrer over den; hersk over fiskene i havet, fuglene i luften og alle levende væsner, der rører sig på jorden! Dem skal I have som fødegrundlag.